Udgivet i Skriv en kommentar

Bamserefugium – hvilehjem for trætte tøjdyr

Jeg har opdaget, at jeg er bamsehvisker. Nogle gange kan jeg høre, at der er nogen gamle bamser, der kalder på mig. Derfor har jeg efterhånden fået en lille flok, der bor i min butik. De er ikke til salg, men har fået et blivende hjem hos mig.

Min egen barndoms bamse har jeg desværre mistet i forbindelse med en flytning. Bamsen, som bare hed ”Bamse” fik jeg, da jeg var fire år af en gammel vagabond, som fik lov til at bo i min fars værksted i et par dage hvert år, når han kom forbi vores by på sin sommervandring.
Vagabonden hed Stockholm og syntes åbenbart, at jeg var en sød lille pige, for han spillede i tombolaen i et omrejsende tivoli lige til han vandt og kunne vælge en stor lyserød bamse til mig. Stockholm fik lov til at vække mig den aften, så jeg fik bamsen overrakt, men jeg lå i min seng. Det er et af mine tidligste minder.
Jeg elskede den bamse og den fik så mange krammere, at den til sidst kun havde sit lyserøde ”skind” med spredte totter af pels tilbage. Men nu er den væk …

Det er nok derfor, at jeg har et blødt punkt for de kære, gamle dyr, som har været højt elskede, men siden glemt og gemt væk. Faktisk så synes jeg, at de er allersødest, når de har defekter, der er kærligt, men ofte ubehjælpsomt forsøget repareret.

Beboerne i bamserefugiet er lige nu:

Bamselise

Bamselise – en lille handicappet pigebamse, som kun har en arm. Den anden arm og ørene er syet på med grove sting. Hun er en tysk Diem-bamse, som blev produceret i Østtyskland frem til 1953. Bamselise er købt i en retrobutik.
Her er hun til teselskab i butikken.

Hun har lige fået en storebror, som også er en Diem bamse. Jeg kalder ham Åge. Han er fundet på Den blå Avis og har det allerkæreste betuttede udtryk. Åge har fået mange krammere. Den broderede snude og munden er væk, og fødderne er godt slidte og har stopninger.
Diem-bamserne har meget store fødder med papbund, så de kan stå op. De har mohairpels – når der er noget tilbage – og fladt baghoved.

Åge - en tysk Diem bamse
Rufus med venner

Rufus er en 100 % hjemmesyet tøjhund. Han er syet af lysebrunt lærred og har sorte fløjlsører og pletter. Øjnene er knapper, og han er syet med meget grove sting. Han er fundet på et loppemarked. Her er han med Staffordshire hundevenner.

En anden ny hundebeboer er lille Skottie – en lille skottehund, som er købt på Den blå Avis. Han er syet af rigtig pels, har brune glasøje, en blank metalsnude og falmet rød sløjfe. Det ene ben er forsvundet, så han har lidt svært ved at stå og sidder helst på skødet af Bukowski.

Bukowski er en bamse fra 1990’erne, hvor der i nogle år blev lavet en særlig biblioteksbamse af det svenske Bukowski Design. Bukowski er en belæst herre, der gerne læser for de andre dyr.

Bukowski med Skottie
Ray Charles

Ray Charles er opkaldt efter den blinde, sorte soulsanger. Han har nemlig mistet sine øjne og bærer nu sorte briller. Han er syet i blåt plys og har røde lærredspoter. Ukendt mærke, men jeg har købt ham på Den blå Avis.

Gamle Bamse er købt i et kommissionssalg. Han har mistet sit ene øje, den gule pels er slidt, træulden stikker ud flere steder, og hovedet er syet på med grove sting.
I dag har han ørepine, så han ser lidt bister ud.

Gamle Bamse
Inges bamse

Inges bamse stammer fra dødsboet efter en gammel dame. Han er en stor bamsedreng, stoppet med træuld og mere end 80 år gammel med sødt hjemmesyet børnetøj og barnesko.

Bamse Bjørn er en kær replika bamse, som er lavet som de tidlige bamser, der lignede rigtige bjørne. Han er købt for omkring 15 år siden – i Søstrene Grene, tror jeg. Så vidt jeg husker for 29,95 kr. Et nærmest latterligt beløb for en så fin og detaljeret bamse.

Bamse Bjørn
Russ

Yngste mand på bamseholdet er Russ, som er en amerikansk Russ Kensington bamse af nyere dato fra et kommissionssalg.

En af de nyeste beboere i refugiet er Kaninus, som er min ældste datter Sidsels højtelskede tøjkanin fra 1980’erne. Sidsel har som barn selv foretaget nødvendige operationer på Kaninus. Han har blandt andet fået transplanteret en ny næse og frisk hud i ørene.
Kaninus er blevet visiteret til en plads efter at have tilbragt nogle begivenhedsløse år i en flyttekasse.

Kaninus
Bamserefugiet

Vi har stadig plads til værdigt trængende nye beboere, der opfylder refugiets kriterier for alder, helbredstilstand og personlighed.
Henvendelse til Kirsten Nørgaard boegerogting@gmail.com

Udgivet i Skriv en kommentar

Husker du Hindbærbrus og Kragetæer?

Hvis du er født før 1970, så er der en god chance for, at du husker Sigvaldi – en mærkelig mand klædt ud som en kæmpepapegøje. Man så mange billeder af fænomenet i starten af 70’erne og kunne være heldig selv at møde ham på Strøget i København, hvor han trillede rundt en en gammel barnevogn fyldt med “Hindbærbrus og Kragetæer” – en lille blad, som han udgav med historier digtet og skrevet af børn i alderen 3 – 14 år.

Som Sigvaldi skrev i det allerførste nummer, så vil Hindbærbrus og Kragetæer ” udkomme, indtil det er blevet en tradition, at børnene i vores skoler får lov til at skrive med deres egne ord, så snart de har forstået, hvad bogstaver og skrift er. Man behøver ikke at kunne alfabetet udenad, før man begynder at skrive. Og det er ligegyldigt, om man staver korrekt eller på sin egen måde, hovedsagen er, at det bliver betydningsfuldt for en at skrive.”
Han holdt vist ikke ud helt til børnestavning blev accepteret, men ydede dog en vigtig indsats ved at give plads og påskønnelse til børns egne fantasifulde og sprudlende tekster…

Et eksempel:

En dum historie
der var en gang en sød bamse, der havde en bror som var rigtig uartig og vemelig. og deres mor sage altid den som er sød og artig bliver til noet stort i denne verden og til den uartige sage hun den som er styg og uartig bliver derimod aldrig til noget i denne verden men det gik ikke helt som hun havde ventet for den gode søde han blev ikke til någet men der imod den anen han blev konge kegser statsminister smed skomar mejerist og meget andet som han kunne
(Pige 8 år)

Slut prut finale 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Alice i Vidunderland – Æventyrland – i Eventyrland eller i Undreland…

Lewis Carrolls klassiker om Alice i eventyrland er kommet i mange udgaver – lige nu er min yndlingsudgave ‘Den travle kanins kone’

Lewis Carrolls klassiker om Alice er kommet i mange udgaver, lige nu er min yndlingsudgave 'Den travle kanins kone'

Man kan nemlig også se historien fra en anden synsvinkel – med den travle kanins kone i hovedrollen!!
Hun er ikke tilfreds med sin tilværelse. Hendes mand er aldrig hjemme, og hun må selv tage sig af alt i en anstrengende hverdag: en meget besværlig og kræsen teenagedatter, en kæmpestor pensionær (Alice) stikker bogstavelig talt en fod indenfor i det lille hjem og meget andet.
Fru Kanin betror sig til sin dagbog, som hendes intetanende mand en dag kommer til at læse i..!

‘Den travle kanins kone’ af Gilles Bachelet er en herlig og meget flot bog for alle (voksne) fans af Alice i eventyrland. Fantastiske, detaljerede billeder med finurlige detaljer og underfundige referencer til universet.